Ny tendens i 2022: Flere nordjyske musikere vender blikket mod Tyskland

i slutningen af 2021 blev der afholdt en workshop på KORMA, hvor der var fokus på, hvordan sangskrivere, solister og bands kunne komme til at spille koncerter i Tyskland. Workshoppen, med Rune Dollerup Larsen (midterst) som coach, havde i alt fem deltagere fra Aalborgs musikermiljø, som ville prøve kræfter med udlandet. Nu; et lille halvt år senere, drager fire af de fem deltagere (fra venstre: Fox Paloma, Vingard, Enilora og Martin Buster) syd for grænsen for at spille koncerter. 

Coach Rune Dollerup har i flere år sat sine egne koncerter op i netop Tyskland, ligesom han tidligere har turnéret i landet med Columbian Neckties, der har et tysk booking-selskab i ryggen. Den praktiske erfaring med netop dette område har gjort, at Rune var en oplagt coach til en DIT (do it together)-workshop, hvor deltagerne i sidste ende selv skulle booke koncerterne. Undervejs har de dog fået et grundigt indblik i alt fra praktiske tips og faldgruber, til selve administreringen af en turné, så alle har været bedst muligt klædt på til opgaven. 

Da KORMA i løbet af 2022 kommer til at have yderligere fokus på netop udlandet, og især Tyskland, glæder det os derfor, at workshop-forløbet har resulteret i godt 30 koncerter - og flere på vej - fordelt mellem fire af deltagerne. Udover selve workshoppen, synes fokusset på nabolandet også at være øget i resten af miljøet, da tre andre nordjyske vækstlagsnavne - Katrine Schmidt, Sigurvin Sigurdsson og Jonas Ringtved - også drager eller allerede er draget på turnéer i løbet af 2022. Vi nærmer os samtidig SPOT Festival, hvor 10 navne fra Aalborg får muligheden for at præsentere deres musik for en større skare af udenlandske branchefolk til Pit SPOT-, SPOT on Aalborg- og Way Up North-showcases. Mere om dem snart. 

Vi glæder os til at følge med i, hvad 2022 ellers kommer til at byde på for det nordjyske vækstlag i udlandet!