Charlotte-Amalie, foto: Teis Harrington

Året der gik: Et kunstnerisk springbræt for Charlotte-Amalie

Vi fortsætter vores lille interview-serie, hvor lokale musikere og musikbranchepersoner fortæller om deres 2022. Næste i rækken er Charlotte-Amalie, som i løbet af året har været en igennem en spændende musikalsk og karrieremæssig udvikling, der bl.a. bød på en lang række support-koncerter i hele landet. Vi giver ordet til hende her!

I det Aalborgensiske musikmiljø er du efterhånden en ret kendt skikkelse, bl.a. som tidligere Band Battle-vinder med Tunnelvision, men du har kun for nylig rigtig lanceret dit solo-projekt Charlotte-Amalie. Derudover har du i langt det meste af din tid som sanger og tekstforfatter beskæftiget dig med det engelske sprog. Kan du fortælle lidt om, hvorfor du gik over til pludselig at skrive dansksprogede sange og hvordan Charlotte-Amalie-projektet opstod?

Tak for de fine ord. Ja, det har været noget af en rejse, jeg har været på det sidste halvandet år, og det er ikke helt til at fatte, hvilken betydning det har fået for mig at lave skiftet fra engelsk til dansk. I starten af 2020 blev jeg for første gang undervist i sangskrivning, og jeg var i den overbevisning, at jeg havde en skriveblokade grundet hele nedlukningen. Jeg fik dermed ikke skrevet nye sange overhovedet, og satte mig bare i timer foran klaveret og skrev melodier og lavede akkorder, uden det store resultat. Jeg befandt mig i et tomrum med musikken, og jeg arbejdede med nogle svære emner med mig selv samtidig, som nogle dage gjorde mig fuldstændig sengeliggende.

En dag, da jeg kom hjem efter en intens dag med en masse tankemylder, satte jeg mig ned foran klaveret igen, hvor jeg begyndte at improvisere tekst på dansk, og der kom der pludselig nogle meget personlige ord ud. Jeg gik og lyttede til optagelsen for mig selv i nogle dage efter, og det løb med koldsved ned ad ryggen på mig, blot ved tanken om at vise det til nogen, fordi det var så personligt og blottet. En dag sprang jeg ud i det, hvor jeg spillede sangen, som hedder “Bedrag”, foran et publikum, og responsen var enorm.

Derefter deltog jeg i en sangskriver-camp, der hed “Carve the North”, arrangeret af Martin Buster, hvor jeg besluttede mig for at dykke ned i det danske sprog. Her skrev jeg 360 grader og Slukker Nu, som er nogle de numre, jeg også er ude og spille med nu. Derfra tog det fart. Jeg fik en masse solo-spillejobs, mødte produceren Peter Kjædegaard gennem KORMA Music Camp og jeg begyndte at producere. Jeg ville gerne have lyden af klaver og sang til at skille sig ud live, og jeg begav mig derfor ud i at lyddesigne en hel del på klaveruniverset.

Det er ikke nogen hemmelighed, at du har været en hyppig deltager i mange KORMA-events. Et af dem er KORMA Music Camp, hvor du - så vidt vi husker - har rekorden for at have deltaget flest gange! 2022-udgaven af campen endte måske med at være den mest givende for dig. Hvad skete der?

Det er sandt. Det har virkelig givet mig meget, og det har været et kæmpe højdepunkt for mig de tre gange, jeg har deltaget. Jamen der skete det, at mit fokuspunkt på den seneste camp var, at jeg ville lægge en karriereplan, da det hele var gået så stærkt fra start. Sarah Wichmann fra Rigmor var coach, og hun lavede netop et oplæg med en plan for Rigmors foreløbige tid som band, og jeg spurgte derfor hende, om hun havde lyst til at kigge min plan igennem sammen med mig. Jeg vidste med mig selv, at en support-turné for lige præcis Rigmor ville være et rigtig godt springbræt for mig.

Forinden havde Brett Tootle og jeg snakket om planen, og der havde vi kigget på hinanden og tænkt, at det kunne være en mulighed med support for dem, da de skulle på Danmarks-tour i efteråret. Men jeg turde ikke at spørge Sarah. I den plan, Brett og jeg havde lavet, havde jeg dog skrevet, at en del af min plan var at spille support for Rigmor. I mellemtiden havde distræte jeg glemt alt om, hvad der faktisk stod i den plan, og da Sarah så læste den igennem, kom jeg til at ligne en tomat ved siden af hende. Men det lykkedes, så det var helt klart en øjenåbner omkring det at springe ud i det og at lade janteloven ligge en smule.

Hvad lærte du af at være med på turnéen med Rigmor? Og hvilket øjeblik fra den står klarest for dig?

Jeg lærte en hel masse, da jeg aldrig har prøvet at være på turné alene - og heller ikke over så lang en periode. Jeg havde gjort mig klart, at der ingen forudsætninger var for, at publikum ville tage imod musikken og være nysgerrige på samme måde som med Rigmor, som de jo havde betalt for at høre. Men jeg blev glædeligt overrasket over modtagelsen, og over, at publikum var stille og lyttede, og over alle dem, der kom hen for at snakke efter koncerterne.

Det har givet mig en bedre forståelse af publikum og af mig selv som artist, og jeg føler, at jeg har rykket mig meget med min performance og det at spille live. Det øjeblik, der står klarest, er koncerten i Lille Sal i Musikhuset Århus, hvor salen var formet som et amfiteater. Det var en helt magisk aften med over 200 publikummer. Eller Templet i Lyngby, hvor der også var en helt magisk stemning, mens jeg spillede.

Efter at have lanceret Charlotte-Amalie med debut-singlen 360° og Rigmor-turnéen i 2022, hvilke planer har du så for det nye år?

Der udkommer ny musik i starten af det nye år og fremad, og det bliver optakten til et album, som efter planen vil blive udgivet til efteråret 2023. Jeg er i gang med at booke nye spillejobs, hvortil jeg sigter efter at udvide lydbilledet mere ved at spille flere koncerter mit band-setup – og det ser jeg meget frem til at præsentere.