VILMA i Store Vega, Foto: Peter Troest

VILMA i Store Vega, Foto: Peter Troest

VILMA, SPOT Festival, Foto: Stunt Slave Media

VILMA, SPOT Festival, Foto: Stunt Slave Media

Året der gik: Fra stuen til Store Vega med VILMA

Vi fortsætter vores interview-serie med en håndfuld nordjyske musikere, der deler sine oplevelser fra året der gik. I denne omgang fortæller VILMA, artist-navn for Marie Vilsbøll, om et betydningsfuldt år, der musikalsk og personligt skulle vise sig at blive lidt af et springbræt. 

2021 har på mange måder været et år, hvor VILMA er blevet sluppet fri - især på live-fronten. Kan du fortælle lidt om, hvordan du er gået fra at være lidt af et online-fænomen til at være en meget aktiv live-artist?

Ja, der er et stykke vej fra cover-videoer hjemme fra stuen, til en sommer og et efterår med en masse koncerter rundt i Danmark, men så heldig var jeg i 2021. Jeg har i mange år siddet for mig selv og skrevet sange, uden at vise dem til nogen, men efter jeg fik så god respons på mine små cover-videoer under nedlukningen i 2020, fik jeg mod på at åbne op for min lidt hemmelige skuffe med personlige sange. Jeg udgav tre af dem, spillede nogle koncerter rundt i Nordjylland, takket være KORMA, blev kontaktet af en etableret artist (Signe Svendsen red.), som spurgte, om jeg ville med på efterårsturné, og nu står jeg på den anden side af et helt fantastisk efterår, som endte på scenen i Store Vega.

Du har i KORMA-regi talt om, hvordan 2021 på mange måder har været en stor rejse for dig - både personligt og musikalsk. Hvad inspirerede dig til i højere grad at smelte de to "verdener" sammen?

At skrive og synge sange har altid været min måde at omfavne mig selv på. Det har altid været mit eget personlige rum, men jeg har også altid haft lyst til at dele det med andre. Den føromtalte hemmelige skuffe var fyldt med kærlighedserklæringer, som jeg har haft gemt væk, da jeg ikke havde mod på at dele dem. Men som sagt turde jeg lidt mere efter mine karantæne-covers, og i marts 2021 udgav jeg den første af sangene, som hedder ”Jeg savner dig bare, det er alt”. Da jeg mærkede, hvordan den kom til at betyde noget for andre og jeg modtog beskeder med historier om andres kære, vidste jeg, at den følsomme skuffe med de her sange, godt måtte være åben.

Nu vi er ved det at stå mere frem med sine personlige og skrøbelige sider i musikken, hvordan har du da oplevet publikums modtagelse af netop denne del? 

Da jeg optrådte med mine sange og historier på scenerne rundt i landet, var der, uanset hvilken by vi var i, én ting, som gik igen i det, som publikum fortalte mig efter koncerterne. De satte pris på ærligheden og det umiddelbare i det, vi kom med, og de roste de ting, som jeg ellers havde været mest usikker på. Publikum delte historier med mig efter koncerterne, ligesom jeg lige havde delt min historie med dem. Jeg er meget glad for alt det, jeg har fået med på live-fronten i 2021, og glad de mennesker, jeg har mødt på min vej. Det her år har været meget betydningsfuldt i forhold til hvad jeg har med til det der kommer i 2022.

Lad os også se lidt fremad til det nye år. Hvad er der i vente for VILMA?

Et debutalbum med flere ting fra den hemmelige skuffe, og forhåbentlig får jeg lov til at møde publikum en hel del igen i 2022!