Deltagerberetninger fra KORMA Music Camp 2021
Vi nærmer os KORMA Music Camp 2022, og i den anledning har vi taget en snak med to af sidste års deltagere på campen, Emil Heftholm og Caroline Frandsen. Emil er til dagligt sanger og sangskriver i bandet Torsdag, der netop har vundet titlen som Årets Nordjyske Live Band i Skråens Band Battle, mens Caroline nåede til finalen i selvsamme konkurrence med bandet Mesmeriah og spillede på SPOT Festival med sit solo-projekt Merry.
Dette års camp vil have et lignende format som sidste års udgave, hvor seks coaches samt en række gæster fra musikbranchen vil følge deltagerne og ligeledes bidrage med sparring. De første to coaches til årets camp er offentliggjort, og de er Northside-aktuelle Dopha samt Sarah Wichmann (forsanger i bandet Rigmor).
Emil Heftholm (Torsdag):
Jeg synes, det var meget givende at blive stillet til ansvar for, hvem man er som artist. KORMA Music Camp er et virkelig godt første spadestik ned i musikbranchen, hvis man som ung musiker og sangskriver ikke kan overskue det virvar af valg, man kan træffe. Det giver en kæmpe motivation og realitetstjek at møde og komme tæt på de mennesker, som musikbranchen består af. Og generelt er det bare rart at bruge 5 dage med søde mennesker, som brander lige så meget for musikken som en selv.
Caroline Frandsen (Mesmeriah, Merry mv.):
Personligt fik jeg meget ud af sidste års Camp. Det var en af de første gange, jeg fik viden om og et større indblik i musikbranchen, hvilket gav meget inspiration. Mit band, Mesmeriah og jeg, fik skrevet et par nye numre og fik for første gang en masse feedback på vores musik. Vi fik også lavet vores første demo på campen, som Simon Mariegaard (Kogekunst) derefter mixede for os! Hvilket virkelig var fedt! Vi fik virkelig også en masse venner og kontakter fra den nordjyske musikbranche, som man ikke lige kendte i forvejen!
Er du mellem 16-30 år og er sangskriver, producer eller har et band, så er tilmeldingen til årets KORMA Music Camp åben nu! Læs mere og tilmeld dig nedenfor.
KORMA MUSIC CAMP – Nordjysk musiker-camp med professionel sparring
KORMA og Play Collective søger nu unge ambitiøse og seriøse bands, solister, singer/songwritere og elektroniske musikere/producere til KORMA MUSIC CAMP. Fra den 24.-28. juli 2022 får unge nordjyske musikere nu muligheden for at fordybe sig i 5 dage og modtage coaching fra professionelle branchefolk fra den danske musikbranche.
Udover at I som musikere får mulighed for at dygtiggøre jer, er det også en rigtig god mulighed for at få opbygget et netværk, samt få en masse praktisk viden og værktøjer til, hvordan man kan skabe sig en karriere i musikbranchen.
Målgruppe:
Unge seriøse bands, elektroniske musikere, solister, singer/songwritere i aldersgruppen 16-30 år fra Nordjylland. I / du skal være klar på at bruge 5 dage på at være dybt seriøse med jeres musik, og være klar på at møde andre ligesindede med fælles passion for at spille originalmusik. Vi forventer, I er 100% dedikerede og klar på opgaven, da vi har et stramt program med en masse indhold.
Indhold:
Et hold af musik-coaches følger jer tæt i løbet af de 5 dage som campen varer, og I kan søge sparring og hjælp hos dem. Hver dag kommer 1-2 oplægsholdere og fortæller om relevante emner. Det kan være alt fra emner som self-management af band, booking af spillejobs til oplæg omkring promotion på de digitale medier. Hver aften sluttes af med koncert i koncertsalen, hvor I spiller for hinanden og for jeres coaches. Coaches og undervisere på sidste års camp var bl.a. Rasmus Bredvig (Tapetown, musiker/producer), Jenny Rossander (Lydmor), Ida Wenøe (singer/songwriter), Peter Kjædegaard (producer / tekniker, The Minds of 99, Peter Sommer, Go Go Berlin mv.), Jeppe Pilgaard (producer, Clara, Alexander Oscar, Faustix mv.) og Simon Mariegaard (Kogekunst, Heathe, Tigermor mv.). Gæste-coaches og oplægsholdere var bl.a. Albert Helmig (SPOT Festival), Henrik Aagaard (P6 Beat) og Flavia og Martin Couri (The Courettes).
Vi lover et lige så spændende line-up af coaches og besøgende i år!
Hvor foregår campen:
Campen foregår på Østhimmerlands Ungdomsskole (ØU) i Bælum, Rebild (35 km syd for Aalborg). På ØU er der alle de faciliteter, det kræver for at afholde en music camp. ØU ligger i smukke og rolige omgivelser ved landsbyen Bælum, og at der er langt til nærmeste større by, giver mulighed for at fordybe sig. I bor og sover på ØU på 1- eller 2-personersværelser, og der serveres morgen-, frokost og aftensmad i spisesalen. Og vigtigst af alt, er der plads til at alle har et fast sted at øve og producere i løbet af campen.
Tilmelding:
Der er blot et deltagergebyr på 400,-, og der er begrænsede pladser, så I/du skal ansøge for at komme i betragtning - og husk du skal være bosiddende i Nordjylland. Tilmelding foregår ved at sende en mail til KORMA soren.kristensen@aalborg.dk med:
- Dit navn.
- Kontaktoplysninger.
- Hvilken linje du/I er interesseret i (band, singer/songwriter eller elektronisk musiker/producer).
- Samt evt. hvor mange I er i bandet.
- Desuden skal I sende lytte-links og en kort beskrivelse af jeres ambitioner.
- Tilmeldingsfrist er fredag den 17. juni, og I får svar på, om I er med på campen senest den 20. juni 2022.
Campen arrangeres i samarbejde med Play Collective.
Projektet er støttet af Kulturaftale Nordjylland, Lære at være - Kulturkanten, KORMA, Statens Kunstfond, KODA.
For yderligere spørgsmål kontakt KORMA: Søren Kristensen, soren.kristensen@aalborg.dk