Jesper Ankarfeldt

Jesper Ankarfeldt

Anerkendt dansk filmkomponist er mentor til Fresh From The Press: "Jeg glæder mig til at give et indblik i filmmusik-verdenen"

Om små to uger - d. 19. - 22. februar - løber den første udgave af Fresh From The Press Composer's Camp af stablen, og vi har den anledning taget en snak med Jesper Ankarfeldt, som er en af de fire coaches på campen. Hør bl.a. om, hvordan han skriver musikken til de film og serier, han er filmkomponist på lige her:

Vi nærmer os så småt Fresh From the Press-campen, hvor du jo er en af fire mentorer med en del erfaring i bagagen. Vil du starte med at fortælle lidt om din baggrund og hvordan du er kommet til at arbejde som komponist?

Jeg startede allerede med at skrive musik da jeg var 12 år gammel. Dengang var jeg mest optaget af disko- og funk-musik. Der var meget naturligt for mig at sætte mig ned i seks timer og skrive / producere en sang, og jeg nåede at skrive over 100 sange. Ved siden af skriveriet spillede jeg også saxofon. Da jeg var omkring 16 år, begyndte saxofonen dog at blive mere seriøst - også fordi jeg følte, at mine kompositioner kunne blive bedre, hvis jeg blev rigtig dygtig til et instrument.

Men oven i det vidste jeg heller ikke, hvor jeg skulle gøre af al den musik, jeg skrev (det var før YouTube var en ting). Så fra jeg var 18 år holdt jeg næsten helt op med at skrive musik, og fokuserede i stedet på en karriere som jazz-saxofonist. Da jeg var 21 rejste jeg til Indien for at lære Carnatic-musik, og tog dermed en lille pause fra jazzen.

Og pludselig kunne jeg mærke, at jeg savnede at skrive musik, og jeg besluttede mig for, at jeg ville skrive musik til film. Dog uden at have noget kendskab til filmverdenen. Men med film i baghovedet havde jeg nu endelig et sted, hvor min musik kunne høre hjemme.

Så da jeg kom tilbage til Danmark købte jeg en computer og gik i gang med at skrive musik. Det føltes næsten som at komme hjem. Jeg fortalte mine venner, at jeg gerne ville skrive musik til film, og langsomt kom jeg i kontakt med forskellige filmfolk og fik de første par kortfilm at skrive musik til. 

Hver mentor på campen repræsenterer nogle forskellige måder at arbejde på som komponist. Hvordan fungerer din proces og din tilgang til at skrive musik, når vi ikke taler typisk sangskrivning?

Da størstedelen af min musik er knyttet til film, får jeg altid foræret et udgangspunkt omkring, hvilken historie musikken skal fortælle og hvilke stemninger, jeg skal bruge. Med det som udgangspunkt prøver jeg som regel altid først at finde ud af, hvilke instrumenter jeg skriver for, som vil være originale i forhold til historien og give en specifik karakter til filmen.

Så jeg prøver at skabe et stærkt musikalsk koncept til filmen. I nogle tilfælde gælder det så også at skabe instrumenter eller lyde fra bunden - især hvis jeg vælger en mere elektronisk vej. Når jeg har en ide om, hvilke lyde musikken består af, prøver jeg at skrive melodier og harmoniske progressioner, som bliver grundmaterialet for musikken. Mens jeg skriver, bevæger jeg mig oftest mellem instrumenterne, jeg skriver for, suppleret af klaveret, som giver et overblik og er godt at skitsere med. 

På campen kommer der også til at være deltagere med flere forskellige kompositoriske og musikalske baggrunde – heriblandt inden for det helt håndspillede over til det mere elektroniske. Hvad ser du særligt frem til at kunne bidrage med til deltagerne?

Jeg glæder mig til at give et indblik i filmmusik-verdenen til dem, som ikke nødvendigvis har beskæftiget sig med den. Og så glæder jeg mig også vildt til at opleve, hvordan hver enkelt deltager vil reagere og bruge min skrivemetode, da jeg tror, det er en meget åben måde at skrive musik på.

Det er nærmest mere et "mindset", man skal have, så jeg er sikker på, at det vil give meget forskellige kompositoriske resultater, alt efter hvilken musikalsk baggrund, man kommer med. Og det vil garanteret inspirere mig tilbage til selv at finde nye måder at tænke mine kompositioner på. 

Sidst men ikke mindst: Selvom du er mentor / coach på campen, hvad håber du så på selv at kunne tage med fra den?

Det bliver fedt at møde en masse forskellige musikere med forskellige baggrunde, hvilket jeg er sikker på også vil inspirere mig. Derudover er det altid spændende at dele en del af ens tilgang til komponering, da jeg ved, at mange af de ting, jeg selv gør, når jeg skriver musik, er mere eller mindre underbevidste. Og det at skulle sætte ord på dem, tvinger mig til at blive mere bevidst om dem. 

Tilmelding: 

Vil du gerne være på campen og lære mere om at arbejde som filmkomponist, kan du tilmelde dig lige her.