Hvem var årets coaches?

Nicklas Sahl

Carlos Demsitz (Mund de Carlo) 

Rezwan Taha (Rest in beats)

Ellen Østervig (ELBA) 

Coachingsession med Mund De Carlo, Foto: Martin Buster

Coachingsession med Mund De Carlo, Foto: Martin Buster

Nicklas Sahl (coach) , Freya Guillero (deltager), Foto: Martin Buster

Nicklas Sahl (coach) , Freya Guillero (deltager), Foto: Martin Buster

Hvilke oplæg og workshops kunne man deltage i på campen i 2024? 

- Inspirationsoplæg med ELBA

- Oplæg og workshop Mund de Carlo "Uperfekte rim"

- Oplæg om mental bæredygtighed med Simons Gentz fra Stem Sindet og Nicklas Sahl

- Master Class med producer Emil Harm

- Koncert og talk med Rezwan Taha

 

Oplæg om mental bæredygtighed med Simons Gentz fra Stem Sindet og Nicklas Sahl

Oplæg om mental bæredygtighed med Simons Gentz fra Stem Sindet og Nicklas Sahl

Workshop Mund de Carlo "Uperfekte rim"

Workshop Mund de Carlo "Uperfekte rim"

KORMA CAMP 2024 - deltagerberetninger og billedserie 

Sommeren er ved at være forbi og vi ser tilbage på årets KORMA camp, som igen i år fandt sted på Østhimmerlands ungdomsskole og er arrangeret af KORMA i samarbejde med PlayCollective. 

KORMA Camp er for unge nordjyske og ambitiøse bands, solister, singer/songwritere og elektroniske musikere/producere. På campen får deltagerne muligheden for at fordybe sig i 5 dage og modtage coaching fra professionelle musikere og branchefolk. Udover at arbejde intenst med deres musik og deltage i oplæg og workshops, får deltagerne muligheden for at mødes med andre ligesindede og blive en del af et fællesskab - både fællesskabet og den nye viden om musikbranchen, er noget af det, som deltagerne kan bruge fremadrettet i deres arbejde med musikken.

Udover billeder fra campen, har vi samlet nogle deltager- og coachberetninger fra i år. Billederne er både fra aftnernes koncerter, hvor deltagerne får mulighed for at optræde for hinanden på en scene med professionel lydtekniker, samt fra nogle af de coachingsessions der fandt sted rundt i lokalerne.

Hvis du nu er en af dem, der ikke helt ved om campen er relevant for dig, så kan følgende forhåbentligt overbevise dig om, at hvis du gerne vil arbejde seriøst med din musik, så er det en god idé at holde øje med KORMA og de tilbud vi har. Campen er et af de steder, hvor mange talenter fra det nordjyske musikmiljø er startet, og flere tidligere deltagere, som i dag er ved at skabe karriere med deres egen musik, husker tilbage på KORMA Camp, som en afgørende del af deres udvikling. Læs eventuelt tidligere artikler med Charlotte-Amalie, Maaneland, VILMA og Hummerdreng, der alle er tidligere deltagere på KORMA Camp. 

Deltager- og coachberetninger 2024

Deltagerberetning:

Campen gav mig ikke kun nye, skønne forbindelser med inspirerende coaches og talentfulde musikere i Aalborg, men også nyt brænde til det bål, der brænder i mig for musik. Jeg tager hjem med nye metoder til både at skabe musik og navigere i mit virke som artist på en måde, der er sund for mig selv, samtidig med at jeg kan være en god kollega og bidrage til, at musikbranchen er et godt sted at være.

- Martin Buster (Kunsternavn: Åh Buster)

Coachberetning: 

Jeg havde en rigtig god oplevelse som coach på Korma Camp 2024. Det var en gave, at kunne deltage i de stærke programsatte oplæg, ikke kun fordi jeg lærte meget, men også fordi det skabte en fælles oplevelse og forbindelse med deltagergruppen, hvad enten det var i kreative aktiviteter eller sårbare rum.

Jeg er overbevist om, at relationer driver resultater, og jeg følte, at det også var dét mindset, der lå til grund for alt hvad der blev skabt på campen. De tre dage bekræftede også min tro på, at den mest værdifulde sparring ofte opstår spontant, og at vi kan berige hinanden på tværs af både genre og ambitionsniveau.

Arrangørgruppens store åbenhed og ro smittede på hele campen, og skabte de perfekte rammer for mig som coach. Det gjorde det nemt for mig at indgå som en ligeværdig makker i samtaler og sessions med deltagerne.

- Carlos Demsitz (Mund de Carlo)

Deltagerberetning:

Forinden KORMA Camp, var jeg kommet lidt i en skriveblokade, så jeg forventede egentlig bare at tage med til for at lytte, men jeg blev så inspireret af alle coaches og deltagere på campen, at jeg endte med at skrive en sang hver dag. 
Jeg fik meget ud af campens workshops og oplæg, som har gjort mig meget klogere på musikbranchen, mental bæredygtighed og mantraer. Derudover var alle coaches virkelig dygtige og det hjalp også meget at snakke med alle de forskellige deltagere, for der blev skabt et virkelig trygt rum, hvor man kunne få feedback på sin musik, og endda også finde nye “legekammerater”. Jeg skal i hvert fald lave noget musik med dem udenfor campen også. Det gav mig super meget gå-på-mod at være med på campen til at blive ved med at dyrke min musik. 
Freya Guillero (Kunstnernavn: Shykapaya)

Tak til alle deltagere og coaches for en fantastisk camp! 

Psssst....laver du selv musik og gerne vil arbejde seriøst med det, så skriv endelig til os!