Monkey Okay

Monkey Okay

I februar kunne musikere i Aalborg Kommune for første gang i 2021 søge om støtte til sine igangværende eller kommende musikprojekter. Ud af 46 ansøgere til Musikerpuljen blev 26 indstillet til at modtage støttekroner, der kan hjælpe med at realisere og optimere projekterne. En af disse er en live session fra det eksperimenterende rockband, Monkey Okay, der har fokus på mere end bare at præsentere musikken live. 

I september sidste år udgav kvintetten albummet The Long Haul Of Cercopithecoidea, hvor kunstneren Peter Max-Jakobsen blev inddraget til at male et 2 meter højt maleri, der var inspireret af musikken. Til den kommende live session har gruppen arbejdet videre med den idé, som nu skal udfoldes i et aktivt live-samspil mellem musikken og billedkunsten. 

Guitarist Mads Siegenfeldt fortæller om projektet: 

De grundlæggende tanker bag den kommende live session er at forene vores musikalske udtryk med Peter Max-Jakobsens kunst. Ligesom vi har gjort i forbindelse med vores seneste album The Long Haul Of Cercopithecoidea, blot nu i en live setting. 

I forhold til vores samarbejde omkring tilblivelsen af albummet, vil live sessionen blive et langt mere processuelt og dynamisk udtryk, hvor Peters kunst folder sig ud i takt med vores musik spilles. Vi har tidligt i vores samarbejde med Peter Max-Jakobsen haft en drøm om at have ham med live og havde det også på tegnebrættet ifm. release af albummet sidste år, men der kom en pandemi i vejen.

I alt har puljen støttet bandet med 10.000kr., der altså nu skydes i virkeliggørelsen af det kreative og ambitiøse projekt. 

NB: Næste deadline til Musikerpuljen er d. 1. maj, og man kan søge lige her.