Jesper Gravholt

Jesper Gravholt

Vi er rigtig glade for at bringe nyheden om, at Aalborg Kommune netop har fået en mentorordning for de musikere, der arbejder særligt ambitiøst med musikken. For at du som musiker kan blive lidt mere klog på den, bringer vi her et lille interview med Jesper Gravholt, der sidder i kommunens rytmiske musikudvalg og har været med til at realisere det nye initiativ. 

Hvad er baggrunden for, at man har startet mentorordningen?

Den lavpraktiske baggrund for ordningen er, at Aalborg Kommune har givet kulturen en saltvandindsprøjtning for at genstarte kulturlivet efter covid-19. Nogle af de penge er tilfaldet os i Aalborg Kommunes Rytmiske Musikudvalg, og det giver os mulighed for at realisere noget, vi har drøftet længe; en særlig fokuseret indsats til ekstra talentfulde bands og solister. Sædvanligvis uddeler vi midler øremærket til deciderede projekter, men nu har vi muligheden for at tilbyde artister en skræddersyet pakke af professionelle mentorer, der kan hjælpe dem med lige præcis de områder, som de gerne vil forbedre sig på.

Hvad sigter I efter, at der kommer ud af ordningen?

Det er vores forhåbning og forventning, at de udvalgte bands og artister med denne professionelle hjælp kan løfte deres niveau betragteligt og styrke deres gennembrudspotentiale. Målet er en øget professionalisering, men de konkrete mål bliver dog sat i samarbejde med de udvalgte bands, hvor vi tager en snak med dem om, hvad de drømmer om, og hvad de har brug for. Derefter finder vi nogle mentorer, der kan hjælpe dem med at nå deres egne mål.

I nævner, at ordningen er for solister, men er den også tiltænkt f.eks. producere eller filmkomponister? Hvad kunne de få ud af et forløb?

Mentorordningen er møntet på artister, solister, bands, komponister, udøvende og skabende musikere bredt forstået. Man kan sagtens forestille sig en producer, der har en ambition om at levere beats til internationale artister eller en filmkomponist, der drømmer om at komponere musik til en Netflix-serie. Det vigtige for os er, at det er folk, der arbejder seriøst med deres musik og har en ambitiøs plan for, hvordan en eller flere mentorer kan hjælpe dem videre i deres karriere.

Findes der gode eksempler på mentorordninger andre steder i landet, hvor deltagerne er blevet løftet til det næste niveau?

Her vil jeg primært nævne Promus' mentorordning, hvor etablerede branchefolk har hjulpet både musikere og musikernes samarbejdspartnere til f.eks. at blive dygtigere til at lave en gennemarbejdet karriereplan. Et eksempel er BAEST, der tilbage i 2018 havde tilknyttet Toke Holt (tidl. Volbeat-manager) som mentor for dem selv og deres manager i forbindelse med deres internationale aftale og koncert på Copenhell Freezes Over samt en showcase på Eurosonic. Også Gurli Octavia modtog sparring i forbindelse med sin pladekontrakt ved Sony Music. 

Hvad forstår I ved en mentor?

Idéen er, at de udvalgte bands får tilknyttet en eller flere branchepersoner, der kan hjælpe dem videre i deres karriere. Måske har artisterne selv en idé om, hvem de vil arbejde med, og ellers hjælper vi dem med at håndplukke netop de personer, der kan guide dem på bedst mulig måde. Det kan være hjælp til at udarbejde businessplan, få pitchet en single til radioen, få finpudset ens liveset, sætte en turné op i Tyskland, finde samarbejdspartnere i Asien osv.

Der er deadline for ansøgning til Mentorordningen d. 1/5. 

Søg her